Fynsk traktor- og maskinimportør etablerer professionel bestyrelse

Del dette indlæg:

Fynsk traktor- og maskinimportør etablerer professionel bestyrelse
Moni Worldwide har pr. 1. marts etableret en professionel bestyrelse. Målet er at styrke forretningen og sikre et solidt fundament for den videre udvikling, i takt med at virksomheden vokser og udvider sine aktiviteter.
Der sker store ting for den fynske importør Moni Worldwide. Tidligere på året åbnede de et helt nyt hovedkvarter ud til E45 i Middelfart, og nu har virksomheden taget endnu et vigtigt skridt i sin udvikling ved at etablere en professionel bestyrelse.
For Moni Worldwides CEO, Henrik Hansen, handler det om at skabe det rette fundament for virksomhedens næste fase.
“Vi er gået fra at være en mindre, entreprenant virksomhed til en forretning, der opererer på tværs af flere lande. Det stiller nogle helt andre krav til struktur, overblik og beslutningskraft. Derfor har vi haft brug for at få nogle stærke kompetencer ind omkring bordet,” siger Henrik Hansen og fortsætter:
“Det handler i høj grad om at få mere ro og retning i forretningen. Vi vil sikre, at vi træffer de rigtige beslutninger og bygger videre på et sundt fundament.”

Bred erfaring og nye perspektiver
Den nye bestyrelse består af formand Keld Rosenbæk Demant samt Hans Christian Jørgensen og Niels Borello Lausen, der alle tre er profiler med solid erfaring inden for strategi, økonomi og international forretningsudvikling.
Formand Keld Demant har mange års erfaring fra ledende stillinger i internationale virksomheder og en stærk indsigt i arbejdet med ejerledede virksomheder. Niels Borello bringer en bred baggrund fra både den finansielle sektor og landbrugsområdet, mens Hans Christian Jørgensen har arbejdet med større projekter inden for agrobranchen internationalt.

Fælles for bestyrelsen er, at den er sammensat med fokus på forretningsmæssige kompetencer frem for specifik brancheerfaring.
“Vi har ikke haft behov for flere, der ved noget om traktorer. De kompetencer har vi allerede i huset. Det, vi har brug for, er forretningsforståelse, struktur og nye perspektiver på, hvordan vi driver og udvikler virksomheden,” siger Henrik Hansen og fortsætter:
“Keld er en markant profil med stor erfaring fra internationale virksomheder og en stærk position i erhvervslivet, både lokalt i Middelfart og nationalt. Samtidig har han stor forståelse for ejerledede virksomheder, og det gør ham til en rigtig stærk formand for os.”
Han peger samtidig på, at bestyrelsen skal bidrage med sparring og skabe et stærkere beslutningsgrundlag.
“Jeg har haft brug for nogen at spille bold med. Når man sidder få personer og træffer mange beslutninger, er det afgørende at få kvalificeret modspil. Bestyrelsen skal være med til at sikre, at vi træffer sunde og velovervejede beslutninger og samtidig skabe mere ro omkring forretningen.”

Videre udvikling i sigte
Etableringen af bestyrelsen sker i en periode, hvor Moni Worldwide ønsker at styrke fundamentet for den videre udvikling af virksomheden.
“Det er ikke nogen hemmelighed, at vi ikke er tilfredse med det økonomiske resultat, vi senest har leveret. Samtidig er det vigtigt at sige, at vi i samme periode har udviklet virksomheden markant, trådt ind i nye markeder og udvidet vores produktportefølje. Det stiller krav til, hvordan vi driver forretningen fremadrettet. Med en professionel bestyrelse er jeg overbevist om, at vi får et stærkere setup til at arbejde mere struktureret med både drift, prioriteringer og den videre udvikling af virksomheden,” siger Henrik Hansen.
Han understreger samtidig, at ændringen ikke vil være noget, kunder og samarbejdspartnere mærker direkte i hverdagen.
“Det her er først og fremmest et internt løft. Men det kommer til at styrke den måde, vi driver forretning på, og det vil på sigt også kunne mærkes i den værdi, vi skaber for både samarbejdspartnere og kunder,” siger Henrik Hansen.
Et stærkt fundament for fremtiden
For bestyrelsesformand Keld Demant er opgaven klar: at understøtte virksomhedens næste udviklingsfase og sikre, at organisationen følger med den udvikling, Moni har været igennem.
“Moni har været igennem en klassisk udvikling, hvor en entreprenant virksomhed vokser og bevæger sig ind på nye markeder. Det er en udvikling, jeg har stor erfaring med fra min egen karriere. På et tidspunkt kræver det et stærkere setup med mere struktur, klarere processer og et tydeligt overblik,” siger han og uddyber:
“Der er allerede et stærkt kundefokus og et godt produktgrundlag i Moni. Med den rette organisering og en mere struktureret tilgang til forretningen er der gode muligheder for at udvikle virksomheden yderligere, både for kunder, medarbejdere og samarbejdspartnere.”
Han beskriver sin rolle som en kombination af sparring og retning.
“Min opgave er ikke at drive forretningen i det daglige, men at være med til at skabe overblik og sikre, at der bliver truffet sunde beslutninger. En bestyrelse skal fungere som et hold, hvor alle kompetencer bringes i spil, og hvor vi bidrager med forskellige perspektiver,” siger Keld Demant og afslutter:
“Det handler også om god selskabsledelse. At vi får de rigtige strukturer, den rette rapportering og styrer uden om de fejl, der kan opstå i en virksomhed i vækst.”
Bestyrelsen er tiltrådt 1. marts og har allerede afholdt sit første møde.